Velkommen hjem


 

Du er så hjerteligt velkommen

 

Uanset din baggrund, din sociale status, din tro eller din seksualitet, ønsker vi at give dig en ordentlig krammer, og byde dig velkommen ind i et fællesskab, hvor du ikke behøver at præstere for at blive accepteret, og hvor alle dine ’uperfektheder’ er mere end velkomne. Vi ønsker at invitere dig med på en rejse, hvor vi mere end noget andet ønsker, at du må opleve det som har forvandlet vores liv: At finde hjem i Guds åbne arme. Vi tror på, at vi er skabt til at

have en levende relation med vores skaber, vores himmelske far. Der er så mange ting, der dagligt prøver at udfylde det hul, hans håndtryk har skabt i os. Anerkendelse, materielle goder, status. Du kan bruge resten af dit liv på at lede efter noget, som vil fylde dette tomrum ud, men det eneste som nogensinde kan og vil udfylde det hul, er din himmelske skaber, far og frelser. Dette ønsker vi at du må opleve, så kom med på dit livs rejse - du vil aldrig fortryde det!

 

 

Bliv en del af fællesskabet, bliv en del af en cellegruppe!

 

Skywalk består ikke kun at ét stort, samlet fællesskab, men også af flere små. Disse mindre grupper kalder vi for cellegrupper og de mødes en gang hver anden uge. Læs mere om cellegrupper her, og scroll ned for at læse tre skønne Skywalk'ere fortælle om hvordan de har oplevet at finde hjem. 

 

 

 

 

Tre dejlige mennesker, tre dejlige historier.

 

 

cille tvede

Cille Nielsen Tvede

21 år

 

Ubetinget kærlighed, accept, forståelse... Jeg prøver stadig at sætte ord på, hvad Gud og Skywalk har betydet for mig. Jeg mindes stadig i dag, hvordan mit livs rejse startede; jeg er på vej hjem fra arbejde på cykel, da jeg ser en fyr stå i vejkanten og blaffe efter bilerne. Fuldstændig spontant og uden videre overvejelse tilbyder jeg ham et lift, og han inviterer mig ind i det varmeste og kærligste fællesskab, jeg nogensinde har været vidne til. Jeg er helt ny, hvad angår det at være kristen og faktisk tro på Jesus, men hele den her oplevelse har taget mig med storm! Kort efter at jeg blev introduceret for kirken, gik mit arbejde konkurs, og jeg stod uden arbejde... lige til at blive skør af! Men midt i hele stormen oplevede jeg en fred og en ro, som jeg aldrig havde oplevet før: Nemlig, at jeg tog imod Jesus som min personlige frelser og ven. Jeg føler mig altid accepteret, præcis som jeg er. Jeg finder personer her, som er så passioneret i alt hvad de gør og det inspirerer mig utrolig meget! Jeg føler at alt, hvad jeg har drømt om, nok skal blive en realitet en dag, for Gud er med mig og jeg har fundet mig selv!

 

 

anders

Anders Pedersen

20 år

 

Jeg var frivillig i Randers Cimbria, hvor jeg mødte én af basketball-spillerne, som jeg hurtigt blev gode venner med. Han var kristen, og vi begyndte at snakke om, hvad der står i biblen, og hvordan det rent faktisk havde betydning for os. Jo mere jeg hørte, jo mere gav det mening. Han tog mig med i Skywalk, og her mødte jeg simpelthen en glæde og åbenhed af en anden verden. Jeg blev bogstavelig talt taget imod med åbne arme, og fik hurtigt indtrykket af, at det gjorde de lige meget, hvem du er, eller hvordan du ser ud. Her bliver jeg accepteret, som jeg er, hvilket er helt overvældende for mig. Siden da er jeg startet på en vandring med Gud, og oplever langsomt, at han ikke er en fjern og vred gammel mand i skyerne, men en Gud, overstrømmende af kærlighed til mig, han min ven og min himmelske Far. Jeg står nu glad op hver morgen, med en mening i tilværelsen, en kærlig Far, som jeg altid kan komme til, og en familie rigere.

 

 

rikke

Rikke Frank Kristiansen

18 år

 

Dengang jeg startede i 1. G ude på Paderup Gymnasium, kom jeg i klasse med nogle, der var med i Break! og Skywalk. På det tidspunkt vidste jeg ikke helt, hvad det var for noget, ud over at de var kristne og lavede en masse sjove ting ude på gymnasiet. I et frikvarter var der to af mine veninder, der snakkede om, at de skulle ud at skøjte med deres cellegruppe, og der blev jeg så inviteret med. Jeg kan huske, at jeg var lidt betænkelig over det, da jeg jo ikke kendte så mange af dem. Da jeg så kom derhen, var de alle sammen utrolig åbne over for mig, og jeg følte mig velkommen med det samme. Jeg kunne mærke, at det var et fællesskab, hvor man blev accepteret lige meget, hvem man var, og hvilke ”fejl” man havde. Her var det lige meget, hvilken status man havde, eller hvad ens baggrund var. Det var det samme fællesskab, jeg mødte i Skywalk, og efter at jeg er kommet med i det, og efter at Jesus er kommet ind i mit liv, ved jeg, at på grund af hans død for mig, at jeg er god nok, som jeg er, og jeg bekymrer mig ikke længere så meget over forskellige ligegyldige ting. Nu er jeg ikke længere alene.