Findes Gud?


 

Livets store spørgsmål

 

Hvad er meningen med vores liv? Dette helt essentielle spørgsmål, som vi alle har hørt eller stillet utallige gange, er med til at definere hele vores syn på eksistensen, og der er en verden til forskel på svarene - om man tager Gud med i ligningen eller ej. Vi lever i en tid, hvor det ofte anses tåbeligt at tro at der findes ’noget mellem himmel og jord’. Videnskaben har i dag svaret på rigtig mange af livets store spørgsmål og opfattes ofte som argumentet imod enhver overnaturlig overbevisning. Men faktisk har videnskabens

fremgang været til stor velsignelse for rigtig mange af os kristne, da det har banet vejen for vores tro, i og med at videnskaben har givet os belæg for at troen på en guddommelig skaber rent faktisk er den mest rationelle og logiske tilgang til eksistensen. Lyder dette absurd? Så vil vi gerne dele tre argumenter med dig, som har været med til at overbevise os, så vel som utallige forskere og professorer verden over.

 

 

Universets oprindelse

 

 

 

Universets oprindelse

 

Gud er den bedste forklaring på universets oprindelse.

 

Vi har i dag pålidelige videnskabelige beviser for, at universet ikke udstrækker sig evigt i fortiden, men havde sin absolutte begyndelse for 13,8 milliarder år siden, i begivenheden der oftest blot kaldes ”Big Bang”. Dette er en populær repræsentation af begyndelsen på tid og rum. Derudover støtter flere filosofiske argumenter også op om denne konklusion; at et uendeligt antal begivenheder i fortiden giver matematiske modsætninger, og derfor er en sådan uendelig række af begivenheder ikke mulig.

 

Universet må have en årsag for dets eksistens. Men hvad kunne denne årsag tænkes at være? Lad os se på nogle populære eksempler.

 

1. Universet har ingen årsag.
Det er et normalt kausalitetsprincip, at en effekt implicerer en årsag. I og med at universet har haft en begyndelse må dette være effekten af en årsag. Uden en årsag ville man netop modsige både fysiske love og videnskabelige opdagelser.

 

2. Universet opstod ud af ingenting.
At sige, at universet opstod ud af ingenting er absurd. Ingenting kan ikke producere noget – at postulere dette blotlægger, at man benytter begrebet ’ingenting’ som om ingenting rent faktisk er noget, hvilket modsiger sig selv.

 

3. Universet forårsagede sig selv.
Hvis universet forårsagede sig selv ville det åbenlyst kræve, at universet eksisterede før universet eksisterede – igen løber vi ind i en modsigelse. Herunder falder også misforståelsen ”Universet kom fra Big Bang”, da Big Bang blot er beskrivelsen af universets tidligste forhold.

 

4. Universet er blot en mindre del af et stort multivers med mange universer.
Mange teoretiske og filosofiske problemer er forbundet med hypotesen om et multivers, men selv hvis der fandtes et sådant multivers implicerer dette ikke et årsagsløst multivers. Borde-Guth-Vilenkin-teoremet (en videnskabelig teori) har bevist, at et univers, som har været under gennemsnitlig udvidelse igennem sin levetid, ikke kan være evig i fortiden, men må have et absolut begyndelsespunkt – og dette teorem gælder også for alle nutidige modeller af multiverset. Således skubber multiverset blot årsagen et trin tilbage, til årsagerne for flere universer, altså et multivers.

 

 

Og hvad så?

 

Hvis ikke vi på fornuftig vis kan slutte os til en af ovenstående forklaringer for universets eksistens, hvad kan vi da sige om universets årsag? Årsagen må transcendere tid og rum, da den er uden for universet, og dermed må den også være immateriel, da den rækker ud over rum. Denne ultimative årsag må også være uforårsaget, da årsag og effekt ikke kan transcendere tid. Sidst må årsagen være utrolig kraftig, da den åbenlyst skal være i stand til at forårsage universets eksistens. Altså må Gud være den bedste forklaring på universets oprindelse.

Finetuning

 

 

 

Finetuning

 

Gud er den bedste forklaring på universets fintuning for intelligent liv

 

Igennem de sidste årtier er videnskabsmænd inden for kosmologien blevet målløse over deres opdagelse af universets fintunede værdier og mængder. Deres opdagelser inkluderede, at de oprindelige forhold ved Big Bang var fintunet for eksistensen af intelligent liv med en præcision af en sådan grad, så det nærmest bogstaveligt talt er ud over menneskelig formåen at sætte ord på sandsynligheden. Frem til den dag i dag er spørgsmålet om universets fintuning stort set ukontroversielt – i det videnskabelige samfund er fintuningen et anerkendt faktum.

 

Hvad kan da bedst forklare universets fintuning? Det viser sig, at der er tre udtømmende kandidater som egner sig som mulige forklaringer: fysisk nødvendighed, tilfældighed eller design. Lad os tage et kritisk kig på disse tre.

 

 

Fysisk nødvendighed: At sige, at universets mængder og konstanter påtager sig den værdi de gør pga. fysisk nødvendighed vil sige, at det ikke er muligt for de forskellige værdier at være anderledes end de er. Det forholder sig nødvendigvis sådan, som det gør, og kunne ikke have forholdt sig anderledes. Men denne konklusion virker fuldstændig uberettiget – kunne man ikke forestille sig, at universet ved sin fødsel indeholdte et enkelt ekstra atom, eller at fordelingen af stof i universet havde spredt sig bare en smule anderledes end det har været tilfældet? Hvis dette er muligt, så følger det at de fintunede konstanter og mængder ikke er bestemt af fysisk nødvendighed.

 

Tilfældighed: Er tilfældighed så kandidaten, som vi bør gå til i jagten på en forklaring for universets fintuning? Her bør vi tage i betragtning hvor små sandsynligheder vi rent faktisk arbejder med. Stephen Hawking – en af verdens førende teoretiske fysikere – estimerer, at en formindskelse af universets udvidelseshastighed med blot 1:100.000.000.000.000.000 ét sekund efter Big Bang ville have resulteret i universets genkollaps. Ligeledes kræver de svage og stærke kernekræfter fintuning således at materie kan formes; og tyngdekraften er ligeså fintunet, så bare en mikroskopisk ændring i denne igen ville føre til enten universets kollaps eller forhastede, livskvælende udvidelse. Alfa og omega er, at vi har at gøre med en akkumuleret sandsynlighed, som er så forsvindende lille, at matematikere stadig ville betragte dette som en umulighed, selvom vi hypotetisk set kunne forstørre sandsynligheden 1.000.000.000 gange.

 

Typisk har en populær undvigelse af dette problem været postuleringen af et såkaldt multivers, hvor hver enkelt univers i samlingen af universer har indeholdt hver sin kombination af forskellige konstanter og mængder. Dette multivers reducerer usandsynligheden for tilfældighed som værende forklaringen på universets fintuning. Dog kan der rettes substantiel kritik af multivershypotesen. Først og fremmest har vi ingen observerbare data af et sådant scenarie. Derudover har fysikeren Roger Penrose beregnet, at det er langt mere sandsynligt – givet multiversteorien - at vi bør observere et fuldkomment anderledes univers end det, vi rent faktisk observerer. Og sidst, hvis multiversteorien holder stik, så kræver alle nuværende modeller af multiverset selv fintuning, og råber således stadig efter en forklaring. Således udgør multivers-hypotesen ikke nogen stor trussel imod fintuningsargumentet, og da tilfældighedsforklaringen på universets fintuning står og falder med denne hypotese kan denne også afskrives.

 

Da forklaringen på universets fintuning hverken kan gives på tilfredsstillende vis vha. fysisk nødvendighed eller tilfældighed er design den eneste mulighed tilbage, der kan give en rationel forklaring på jordens og universets komplekse fintuning.

objektiv morale

 

 

 

Objektiv morale

 

Gud er den bedste forklaring på eksistensen af objektive moralske værdier og dyder

 

I vores moralske erfaring begriber vi bestemte moralske værdier og dyder, som synes at være objektivt bindende og sande. For eksempel kan vi alle se, at det er forkert at gå ind i en folkeskole med en maskinpistol, og skyde alle små drenge og piger samt deres lærere uden grund. Men ud fra et naturalistisk verdensbillede er der ikke noget virkeligt forkert ved dette; moralske værdier er, ifølge naturalismen, blot det subjektive biprodukt af den biologiske evolution og social tilvænning. Ifølge naturalismen er det individuelle menneskeliv meningsløst, og derfor uden ultimativ moralsk værdi. Vi må se følgerne i øjnene; nihilismen er sand, hvis Gud ikke eksisterer.

 

I kontrast til dette har teisten Gud som fundament for disse objektive moralske værdier og dyder, som vi ikke desto mindre erkender. Lad os se på tre implikationer af en erkendelse af objektive moralske sandheder, og en erkendelse af en udelukkende subjektiv moral.

 

Moralske fremskridt?
Først, hvis objektive moralske værdier eksisterer, så kan man tale om forbedringer og forværringer i moralen. Samfundets afskaffelse af slaveri fra fortiden, eller overgangen fra tyranni til demokrati er nogle eksempler på moralsk forbedring. Hvis moralen udelukkende er subjektiv kan man ikke tale om sådanne forbedringer, men blot forandringer. Der er ikke noget moralsk forkert i slaveri, eller noget forkert i et tyrannisk styret samfund, så vores samfund kan ikke være bedre i dag end dem i fortiden.

 

Opdagelser eller opfindelser?
Derudover, hvis objektive moralske værdier eksisterer, så taler man om opdagelse frem for opfindelse. Hvis objektive moralske værdier eksisterer, så er disse blevet opdaget op igennem tiden, såsom det forkerte i slaveri og det gode i menneskets frihed. Opdagelser af moralske sandheder er altså ligesom opdagelsen af videnskabelige sandheder, og vores samfund udvikler sig igennem disse opdagelser. Børnemishandling var forkert i år 1000, selvom ingen dengang så det som forkert; på samme måde var Jorden dengang i omløb om Solen, selvom ingen dengang troede det heller. Denne opdagelsesmodel redegører også fint for hvorfor vi stadig i dag ser forskelle i moralen imellem kulturer – ligesom vi ser internationale forskelle ift. den videnskabelige udvikling og videnskabelige fremskridt. Derimod taler man om en opfindelse af moralske værdier, hvis moralen er subjektiv.

 

Moralsk diskussion?
Sidst, hvis objektive moralske værdier eksisterer, så er det muligt at føre en moralsk diskussion. Men hvis sådanne ikke eksisterer, hvis moralen udelukkende er subjektiv eller relativistisk, så bliver moralsk diskussion og kritik umulig – hvem er du da til at dømme, at middelalderens katolske præsters voldtægt af små børn var forkert? Spørgsmålet om hvorvidt holocaust er moralsk forkert bliver mere et spørgsmål om smag end et spørgsmål om moralsk forkastelighed, og kan sammenlignes med forestillingen om, at den ene side bedst kan lide leverpostejsmadder, mens den anden side bedst kan lide bananer. Det bliver til et spørgsmål om subjektiv smag, og kan derfor ikke diskuteres.

 

Er vores morale ikke blot et resultat af evolutionen?
Selvom der kan rettes kritik af denne objektive moral, og denne kritiks substans udspringer af evolutionsteorien, holder dette så? Man kunne med rette stille spørgsmålet: Udruster evolutionen os til en bedre fortolkning af de allerede eksisterende moralske værdier, eller er de moralske værdier grundet i evolutionen selv? Dette spørgsmål er tæt på umuligt at besvare på retfærdig vis, og således kommer evolutionen til kort når man skal forklare moralske værdiers ontologi (dvs. deres fundament). Det eneste evolutionen kan give et fingerpeg om er hvorvidt og hvorledes vi opnår en erkendelse af en sådan moralsk virkelighed ud over den fysiske, men den siger intet om den kendsgerning at en sådan virkelighed rent faktisk eksisterer.

 

Derfor er vi fuldt ud rationelle i at tro på eksistensen af en sådan moralsk virkelighed, fordi vi klart opfatter denne, selvom vi ikke har nogle håndgribelige beviser for den moralske virkeligheds eksistens – præcis ligesom vi også er rationelle i at tro på eksistensen af en ekstern verden omkring os, selvom denne heller ikke kan bevises.

 

Eksistensen af en ekstern moralsk virkelighed udover den fysiske råber efter en forklaring. Hvad er denne objektive morales fundament? Det viser sig, at Guds eksistens er en nødvendig betingelse for denne moralske virkeligheds eksistens.

 

 


 

Konklusion

 

Alle disse argumenter for Guds eksistens taler altså om et væsen, som har skabt det fysiske univers, fintunet dette rums fysiske konstanter og mængder, og tilmed har skabt en moralsk virkelighed der rækker ud over denne, som mennesket kan opfatte. Men disse argumenter taler ikke om hvilken Gud vi snakker om her. Er det kristendommens Gud, Allah fra islam, guderne fra nordisk mytologi eller måske en, vi endnu ikke kender til? Med andre ord: Hvorfor lige Jesus?